Savværket:
Ryslinge Savværk er formentligt opstået i begyndelse af 1900-tallet efter etablering af jernbanen Ringe - Nyborg, der gik igennem Fjellerup.
Savvværket nedbrændte i 1958 og blev genopført med en lidt mere vestlig placering end tidligere. Savværket er i dag beliggende delvis på grunden, hvor Fjellerup Teglværk tidligere lå. Hele området på savværket samt indkørsler og veje i Fjellerup By er funderet med kasserede teglsten. Teglværket blev nedlagt en gang i 50erne. Indtil 1958 var der en meget stor produktion af smørdritler - med en efter tiden meget automatisk produktion. Der var en 4-klinget rammesav, en bloksav, rundsav og 3 båndsave. En efter datidens forhold stor maskinpark og produktion. Dengang blev savværket drevet af en dampmaskine, der blev fodret med affaldstræ fra produktionen. I følge lokale beretninger var der ansat 7-10 mænd/kvinder i produktionen, der havde egen tørrestue. Spilddampen fra dampmaskinen blev brugt til opvarmning af tørrestuerne. Savværket havde egen lastbil - en Triangel, produceret i Odense. Under krigen var der en meget stor indtjening på fabrikation af træklodser til gasgeneratorer. Denne indtjening blev ikke reinvesteret, så indtjeningen blev hårdt beskattet efter krigen, derfor blev der reelt ikke noget tilbage. Savværket gik fallit i 1962 og blev overtaget af Carl Christensen og hans søn Bernt året efter. Inden deres overtagelse blev produktionen af smørdritler solgt til andet savværk, og der blev tinglyst på savværkets skøde, at der ikke måtte produceres smørdritler på savværket fremover. Servituttet blev aflyst i 2002. Der var ingen, der kunne gøre indsigelse. Carl Christensen var tidligere driftsleder/indkøber på Kolds Savværk i Kerteminde og kom med en stor erfaring til Fjellerup. Han og sønnen satte skub i det lidt hensygende savværk.
Produktionen var både bygningstømmer og klodsevare i løvtræ til møbelindustrien - ikke kun dansk, men også til norsk og ikke mindst engelsk møbelindustri.
Savværket havde dengang mange specielle leverancer. Her kan nævnes asketræsstokke til billardkøler og store leverancer af askebrædder til det norske forsvar, der forarbejdede brædderne til ski. Desuden kan nævnes en ret stor produktion af bøgetræsklodser til skohæle, som blev sendt til en skoproduktion i Bolivia.
Da det gik stærkest, var der op til 7 ansatte foruden far og søn.
Produktionen blev begrænset i 90erne til hovedsageligt lønskæring af træ for bønder fra lokale skove.
Carl Christensen var med cerut i munden aktiv ved saven indtil nogle få måneder før sin død i 2001 i en alder af 94 år.
Savværket blev overtaget i 2002 af Holger Broegaard, der som skovejer tidligere havde fået lønskåret en del tømmer. Bernt Christensen, som bor ved siden af savværket, er stadig tilknyttet savværket som "støttepædagog" for Holger Broegård.
Savværket føres nu videre med hovedproduktion af bindingsværk i eg og douglasgran.
Teglværket.
Savværket i dag ligger, hvor der tidligere lå et teglværk Lidt før Ringe-Nyborgbanens oprettelse i 1896 blev det første teglværk oprettet i Fjellerup. Det har haft mange skiftende ejere og blev til sidst revet ned i 1962. Tørreladen blev flyttet til gården "Højvang" i Lørup og blev dengang betragtet som en meget stor lade. Ved byggeri af den ny lagerhal til savværket i 2006 stødte man på store fundamenter, der stammede fra ovnen og skorstenen.
Om det var lerkvaliteten eller dårligt håndværk, der var årsag til den middelmådige kvalitet af sten, der blev produceret i Fjellerup, vides ikke. Ældre lokale håndværkere omtaler områdets egne teglsten uden stor begejstring. "Ryslingesten" var nu bedst egnet til bagmursten lyder fra dem.
Fynske savværker.
I mellemkrigsårene var der mange savværker på Fyn der forsynede de lokale håndværkere med bygningstømmer. der var oftest et savværk i hvert sogn - specielt i de skovrige områder. D e lokale savværker bestod oftest af et langtømmersav og et simpelt kranarangement i træ.
Det var oftest den lokale driftige tømrermester der fik bikset en sav sammen, der bestod af en rundsav og en simpel vogn på skinner. Det udviklede sig senere til nogen fik en rammesav der kunne save kævler i større diameter og måske kunne levere til den sydfynske skibsbygningindustri.
En del af savværkerne var oftest tilknyttet/ejet godserne med eget skovbrug. De godsejede savværker blev aldrig nogen succes, og blev oftest solgt til saværkerkernes driftledere. Her kan nævnes Glorup og Brahetrolleborg.